Den 26. oktober 2009

OK-2010: Industrien stræber efter forlig inden 12. februar

CO-industri og DI aftaler køreplan for OK-2010

CO-industri og DI har indgået en aftale om forberedelsen af de kommende overenskomstforhandlinger på industriens område.

Parterne vil senere i år indlede drøftelser med henblik på egentlige overenskomstforhandlinger efter nytår.

DI og CO-industri stræber mod at færdiggøre overenskomstforhandlingerne tids nok til, at opsigelse af overenskomsterne ikke bliver nødvendig.

Skulle det blive nødvendigt at opsige overenskomsterne, er det aftalt, at samtlige overenskomster betragtes som rettidigt opsagt af overenskomstparterne, hvis opsigelsen er modparten i hænde senest den 12. februar 2010 - med mindre andet aftales.

Parterne er også enige om, at eventuelle konfliktvarsler ikke fremsendes uden en forudgående drøftelse.

De to største overenskomster, der er omfattet af forhandlingerne mellem CO-industri og Dansk Industri, er Industriens Overenskomst for faglærte og ikke-faglærte arbejdere og Industriens Funktionæroverenskomst for tekniske og administrative funktionærer. Disse overenskomster gælder direkte for 6.100 virksomheder og omfatter ca. 240.000 medarbejdere.

De fleste medlemmer af Tele Øst er omfattet af Industriens Funktionæroverenskomst.

Det påregnes af LO og DA i november indgår en aftale om tilrettelæggelsen af de kommende overenskomstforhandlinger.


Læs aftalen mellem CO-industri og DI