Den 14. oktober 2009

Dansk Metal Tele Øst tilslutter sig Earth Hour Copenhagen

Dansk Metal Tele Øst tilslutter sig Earth Hour Copenhagen og slukker lyset onsdag den 16. december 2009 fra kl. 19:00 til 20:00.  Samtidig opfordrer vi alle medlemmer til at tilslutte sig kampagnen

Tusindvis af københavnere vil den 16. december slukke lyset en time mellem kl. 19:00 og 20:00. Det sker i en symbolsk handling som skal vise at statslederne har fuld opbakning i befolkningen til at indgå en bindende klimaaftale.

FN´s klimakonference - også benævnt COP15 - løber af stablen i Bella Center den 7. til den 18. december 2009. Den 16. til 18. december er der afsluttende forhandlinger mellem verdens stats- og regeringsledere. Det er netop den 16. december når verdens statsledere ankommer til klimatopmødet i København, at vi slukker lyset i den symbolske handling.

Kyoto-aftalens afløser
Klimakonferencen, som er benævnt COP15, er den årlige konference mellem repræsentanter for de lande, der har ratificeret FN’s klimakonvention, UNFCCC.

COP, Conference of the Parties, er det øverste FN-organ for beslutninger under klimakonventionen. Tallet 15 angiver, at der er tale om det 15. COP-møde i rækken.

Formålet med COP15 er at indgå en international forpligtende aftale, som kan være ratificeret i medlemslandene, når den såkaldte Kyoto-protokols forpligtelser udløber i 2012.

Et af de vigtige COP-møder, var COP3, som blev afholdt i Kyoto i 1997. Her blev Kyoto-protokollen vedtaget. Den indførte bindende mål for reduktion i de industrialiserede landes udledning af drivhusgasser i årene 2008-12. Flere af medlemslandene har dog ikke ratificeret Kyoto-protokollen.

På COP13 i Bali i 2007 blev landene enige om et arbejdsprogram for forhandlingerne frem mod COP15 i København. Hvis en ny aftale skal på plads inden at Kyoto-protokollens forpligtelser udløber i 2012, og hvis en ny aftale også skal nå at blive ratificeret i medlemslandene, er COP15 tæt på at være sidste mulighed. Presset for at lave en ny klimaaftale blev forstærket af, at FN´s klimapanel, UPCC, udgav sin 4. hovedrapport om klimaforandringer umiddelbart forud for COP13.

På COP14 i Poznan i 2008 fortsatte arbejdet frem mod en ny klimaaftale i København i 2009. Dengang satte magtskiftet i USA sit præg på konferencen. Man afventede den nye amerikanske regerings udmeldinger. På COP14 godkendte man et arbejdsprogram og mødeplan frem mod konferencen i København.


Fakta om Earth Hour
Earth Hour Copenhagen er del af TrygFonden og WWF Verdensnaturfondens klimakampagne med opbakning fra Københavns Kommune.

Earth Hour startede i Australien i 2007, hvor WWF lancerede kampagnen med en fælles opfordring om at slukke lyset en time for klimaet.

Mere end 2.2 millioner mennesker i Sydney fulgte opfordringen og i 2008 udviklede Earth Hour sig til en global begivenhed, hvor 370 byer i mere end 35 lande slukkede lyset for klodens klima.

Den 28. marts 2009 stemte over en halv milliard mennesker i mere end 4000 byer igen for klimaet med deres stikkontakt. Over 1 million danskere og 36 % af københavnerne deltog i kampagnen sammen med virksomheder og institutioner som Københavns Kommune, Tivoli og Dansk Industri.

Det var verdens største klimakampagne nogensinde.

Sluk lyset
I Danmark kaldte vi kampagnen Sluk lyset Danmark, men budskabet var det samme, nemlig at klodens borgere er bekymrede for klimaforandringerne og ønsker at sende en stærk appel til verdens ledere om, at der skal gøres noget ved klimaforandringerne.

Under Earth Hour Copenhagen hviler hele verdens øjne på København. Når Danmarks hovedstad slukker lyset, er københavnerne ambassadører for jordens 6,7 milliarder indbyggere, hvis fremtid bliver afgjort i København. Det er københavnerne, der har muligheden for at vise statslederne, at de har den nødvendige opbakning til at træffe én af de vigtigste beslutninger i vores tid.
 



Vær med til at sprede budskabet: Klik på ovenstående link og download en løbeseddel som du kan give til en ven!