Den 29. oktober 2009

LO til regeringen: - Se så at komme i gang!

Det er helt uforklarligt, at regeringen fortsat tøver med at iværksætte offentlige investeringer, når arbejdsløsheden i sidste måned tog endnu et stort skridt i den forkerte retning, siger LO's næstformand Lizette Risgaard.

– Den meget voldsomme stigning i arbejdsløsheden i september måned kræver, at regeringen tager situationen helt anderledes alvorligt end hidtil. 9.200 flere arbejdsløse er virkeliggørelsen af vores allermest pessimistiske forudsigelser, siger LO’s næstformand Lizette Risgaard på baggrund af de nyeste arbejdsløshedstal fra Danmarks Statistik.

Arbejdsløsheden er nu oppe på godt 113.000 personer og udgør hermed 4,1 procent af arbejdsstyrken.

– LO har de sidste mange måneder konstant opfordret regeringen til at iværksætte offentlige investeringer, så vi kan få skabt nogle arbejdspladser. De økonomiske vismænd er helt enige med os, men regeringen tøver fortsat helt uforklarligt.

– Offentlige investeringer ville netop hjælpe de lønmodtagere, der i øjeblikket mister deres job inden for ikke mindst byggeriet. Her er arbejdsløsheden inden for flere brancher mere end dobbelt så høj som for resten af landet.

– Samtidig er det helt afgørende, at mulighederne for efteruddannelse bliver markant bedre. Det nytter ikke, at ledige kan få nogle få ugers efteruddannelse. Mange både ufaglærte og faglærte har brug for helt nye kompetencer, hvis de skal have en chance for at komme tilbage i arbejde, siger Lizette Risgaard

Læs også: