Den 23. februar 2010

Industriforligets enkelte bestemmelser

Nederst på denne side er der links til det industriforlig som mandag blev indgået mellem DI og CO-industri

Forliget er indgået i forligsinstitutionens regi.

Det betyder at forliget er en del af et samlet mæglingsforslag fra forligsmanden, hvis forligsmanden fremsætter et sådant.

Lykkes det ikke for forligsmanden at fremsættte et samlet mæglingsforslag bortfalder forliget, medmindre andet aftales mellem DI og CO-industri.

De fleste medlemmer af Tele Øst er omfattet af industriforliget. Industiforliget består af en lang rækker fornyelsesprotokollater til hhv. Industriens Overenskomst og Industriens Funktionæroverenskomst.

Man skal være opmærksom på, at hovedorganisationerne, dvs. LO og DA, eventuel kan aftale tilføjelser ind i et samlet mæglingsforslag fremsat af forligsmanden. Tilføjelserne kan også komme til at gælde på industriens område.

Derfor må en endelig oversigt over hvad der kommer til at gælde afvente indtil, at forligsmanden eventuelt fremsætter et samlet mæglingsforslag.

Hvis det lykkes for forligsmanden at fremsætte et sådant, vil det formentlig ske senest i slutningen af marts 2010.

Først herefter vil der blive iværksat urafstemning om overenskomstresultatet.

Inden en urafstemning går i gang, vil Tele Øst afholde medlemsmøder, hvor vi orienterer om resultatet.

Særligt om lønsatser
Man skal være opmærksom på, at industriens område er et såkaldt minimallønsområde, hvor kun mindstelønssatserne aftales ved overenskomstfornyelsen.

Den timeløn som den enkelte medarbejder er ansat på, aftales derimod ude på den enkelte virksomhed og fastsættes typisk én gang om året pr. 1. marts.

Der har endnu ikke - ihvertfald ikke Tele Øst bekendt - pr. 1. marts 2010 været gennemført lønforhandlinger eller lønsamtaler i de virksomheder, hvor Tele Øst har medlemmer. 

TDC-ansatte
TDC-ansatte omfattet af det såkaldte tilpassede overenskomstgrundlag er omfatter af Industriens Funktionæroverenskomst med tilhørende Særaftaler og lokalaftaler. Særaftalerne og lokalaftalerne erstatter eller supplerer Funktionæroverenskomstens bestemmelser. Man skal derfor kigge i de enkelte Særaftaler og lokalaftaler, hvis man ønsker at finde ud af, om en fornyelsesprotokol automatisk gælder for TDC-ansatte.

Det er endvidere aftalt mellem DI og CO-industri, at der inden 8 dage regnet fra den 22. februar søges indgået aftale om fornyelse af Særaftalerne.

Når disse forhandlinger er gennemført vil Tele Øst her på hjemmesiden bringe en foreløbig oversigt over hvilke ændringer industriforliget medfører for TDC-ansatte. En endelig oversigt kan først bringes, når forligsmanden fremsætter et samlet mæglingsforslag.

Atea
Medarbejdere som er virksomhedsoverdraget fra TDC A/S til Atea er omfattet af Funktionæroverenskomsten, og dermed omfattet af fornyelsesprotokollerne
som gælder for Funktionæroverensomsten.

Ericsson Danmark
Medarbejdere som er virksomhedsoverdraget fra TDC A/S til Ericsson Danmark er afhængig af den enkelte medarbejders arbejdsopgaver enten omfattet af Industriens Overenskomst eller Industriens Funktionæroverenskomst. Medarbejderne her er derfor omfattet af fornyelsesprotokollaterne som gælder for den pågældende overenskomst. Dog gælder der her, at enkelte af overenskomstens bestemmelser er suppleret af lokaftaler.

Telepunkt
I det omfang medarbejderne er uddannet og bruger en uddannelse der hører under Metals uddannelsesområde, er man omfattet af Industriens Overenskomst. Medarbejderne er derfor omfattet af fornyelsesprotokollaterne som gælder for Industriens Overenskomst.

De Gule Sider
Her gælder en særlig virksomhedsoverenskomst, hvor den til enhver tid gældende Industriens Funktionæroverenskomst gælder. Der gælder dog en række Særaftaler og lokalaftaler som erstatter eller supplerer Industriens Funktionæroverenskomst. Særaftalerne forhandles ved en overenskomstfornyelse. Der udstår en forhandling mellem Dansk Metal og De Gule Sider A/S inden at vi på hjemmesiden kan bringe en foreløbig oversigt over hvilke dele af industriforliget, som automatisk kan overføres hertil. En endelig oversigt kan først bringes, når forligsmanden fremsætter et samlet mæglingsforslag.



Læs industriforliget:

Se industriforligets enkelte protokollater:



Særligt TDC-protokollat, som er en del af industriforliget: