Den 8. marts 2019


Fritvalgslønkonto og overenskomsten i TDC

Fritvalgslønkontoen er pr. 1. marts 2019 steget fra 3,6% til 4,0% af den ferieberettigede løn.

Forbundet har forleden dag udsendt et nyhedsmail, hvori forbundet skriver, at man senest 1. april skal give arbejdsgiveren besked på om pengene som arbejdsgiveren hver måned indbetaler til fritvalgslønkontoen skal benyttes til pension eller f.eks. ekstra løn som du kan benytte ved f.eks. ferie feriefridage og overenskomstmæssige fridage.

Ekstra løn ved fritid
Det er ikke nødvendigt, for ansatte omfattede af det tilpassede overenskomstgrundlag i TDC inden 1. april at give besked til TDC om udbetaling af indestående på fritvalgslønkontoen. Det skyldes, at TDC og Dansk Metals Landsklub i TDC i 2010 har aftalt, at den enkelte medarbejder via det personaleadministrative system, PULS, på et hvilkets som helst tidspunkt selv kan vælge at få indestående udbetalt fra fritvalgslønkontoen. Beløbet vil herefter blive udbetalt ved førstkommende lønkørsel, med de tidsfrister som normalt gælder for lønkørsler i TDC.

Ekstra pension
Hvis en TDC-medarbejder ønsker at betale ekstra i pension, kan dette på et hvilket som helst tidspunkt aftales med medarbejderens pensionsselskab. Hvis den ekstra pension skal trækkes via lønnen før skat, skal lønservice naturligvis havde dette at vide, men også dette kan pensionsselskabet hjælpe med.


Børneomsorgsdage
Ved overenskomstfornyelsen i 2017, blev det aftalt, at medarbejdere med mindst 9 måneders anciennitet, har ret til at købe 2 børneomsorgsdage pr. ferieår.  Medarbejderen kan højst afholde 2 børneomsorgsdage pr  ferieår, uanset hvor mange børn medarbejderen har.  Reglen vedrører børn under 14 år. Dagene placeres efter aftale mellem virksomheden og medarbejderen under hensyntagen til virksomhedens tarv. Børneomsorgsdagene afholdes uden løn, men medarbejderen kan få udbetalt et beløb fra sin fritvalgslønkonto. Hvis man ønsker at benytte denne ret, behøver man heller ikke at meddele det inden 1. april. Man kan meddele det til arbejdsgiveren, når behovet opstår, men placeringen af dagene skal - som anden frihed - aftales med lederen.

Seniorfridage
Hvis man ønsker at benytte retskravet til seniorfridage, skal dette meddeles til arbejdsgiveren inden 1. april 2019. Retskravet gælder for medarbejdere som har mindre end fem år til folkepensionsalderen. Hvis du ønsker at benytte denne ret, er du velkommen til at kontakte afdelingskontoret for yderligere information, hvilket vi senest beskrev i Tele Øst Bladet som udkom i februar. Vi anbefaler, at du kontakter os i god tid inden 1. april.