Den 3. april 2019


Frihed 1. maj og grundlovdag

Der er forskellige vilkår for frihed på 1. maj og grundlovsdag. Det afhænger af hvilken overenskomst og aftale, man er omfattet af

Er du i tvivl om hvilke regler, der gælder for dig kan du kontakte din tillidsrepræsentant eller afdelingskontoret. Kontakter du afdelingskontoret vil det være en god idé først at have fremfundet dit seneste ansættelsesbevis, eller tillæg hertil, så vi i fællesskab kan guide dig igennem hvilken aftale, du er omfattet af, og hvilke regler der gælder for dig.

Hvis dit ansættelsesbevis, eller tillæg hertil, er blevet væk fra dine gemmer, kan du kontakte dit lokale HR, for at få en kopi.


Medarbejdere ansat i Huawei
Medarbejderne ansat i Huawei i Field Force og Giga-projektet har såvel 1. maj som grundlovsdag som hele fridage.

Medarbejdere ansat i Forsvaret, Lyngby Radio
Vagtskemaet lægges kvartalsvis og den reducerede tid for 1. maj og grundlovsdag indgår derfor i beregningen for kvartalets vagtplan. Medarbejderne kan derfor vagtplanlægges begge dage.


Hovedregel for TDC-ansatte og ansatte i Itadel A/S
For medarbejdere omfattet af det tilpassede overenskomstgrundlag i TDC samt medarbejder i Itadel A/S gælder som hovedregel, at man 1. maj har fri fra kl. 12 og at grundlovsdag er hel fridag. 


Der er dog visse undtagelser for visse TDC-ansatte:

Medarbejdere i telebutik (TDC/Yousee butik)
For månedslønnede medarbejdere i TDC butik/YouSee butik gælder: Hvis der indgår 1. maj i vagtskemaet (som lægges for 16 uger ad gangen) nedskrives vagtskemaet med 3 timer og 45 minutter). Grundlovsdag reduceres med 7 timer og 24 minutter. Hvis en medarbejder i en telebutik skal arbejde 1. maj efter kl. 12:00, eller på grundlovsdag, betragtes dette som overarbejde.
For timelønnede medarbejdere i en telebutik gælder, at honoreringen 1. maj svarer til andre normale ugedage. Arbejder den timelønnede på grundlovsdag, honoreres det med et tillæg til timelønnen som med de pr. 1. marts 2018 gældende satser udgør kr. 61,36 pr. time indtil kl. 18:00 og efter kl. 18:00 kr. 79,93 pr. time. Der er pt. forhandlinger i gang med TDC om reguleringen pr. 1. marts 2019.

Medarbejdere omfattet af Lokalaftale 4.D.2. (Yousee-call-centre) eller Lokalaftale 4.D.1.
Efter disse aftaler kan arbejdstiden placeres året rundt og døgnet rundt. Hvis der indgår 1. maj i vagtskemaet (som lægges for 16 uger ad gangen) nedskrives vagtskemaet med 3 timer og 45 minutter). Grundlovsdag reduceres med 7 timer og 24 minutter.  For arbejde på grundlovsdag får man et tillæg som med de pr. 1. marts 2018 gældende satser udgør kr. 78,61 pr. time. Der er pt. forhandlinger i gang med TDC om reguleringen pr. 1. marts 2019.


Medarbejdere i TDC´s Døgncenter:
Vagtskemaet lægges for kalenderåret og den reducerede tid for 1. maj og grundlovsdag indgår derfor i beregningen for kalenderårets vagtplan. Medarbejderne kan derfor vagtplanlægges begge dage. Arbejdes der på grundlovsdag efter kl. 12 får man et tillæg som med de pr. 1. marts 2018 gældende satser udgør kr. 78,61 pr. time. Der er pt. forhandlinger i gang med TDC om reguleringen pr. 1. marts 2019.

Medarbejdere i TDC som ikke har betalt frokostpause og som hverken er omfattet af Lokalaftale 4.D.1. eller Lokalaftale 4.D.2.
Sådanne medarbejdere vil f.eks. være teknikere i TDC Operations eller medarbejdere omfattet af Lokalaftale 37 eller Lokalaftale 39. Medarbejderne har fri 1. maj fra kl. 12, samt hele grundlovsdag. Eftersom der har været problemer med fortolkningen af, hvornår frokostpausen bliver placeret 1. maj, henviser vi til protokol af 19. februar 2018, som gælder for placeringen af frokostpausen 1. maj, hvis ikke andet er aftalt. 


Overarbejde 1. maj eller grundlovsdag
Hvis man i følge den aftale, som man er ansat efter, har fri 1. maj (efter kl. 12) eller grundlovsdag, men alligevel bliver anmodet om at arbejde 1. maj (efter kl. 12) eller grundlovdag, vil arbejdet blive betragtet som overarbejde.