Den 19. december2019

TJM Forsikring tilbyder billige ungdomsboliger i København

TJM Forsikring som blandt andet Dansk Metal Tele Øst står bag, tilbyder nu billige ungdomsboliger i København til kunder, deres børn og børnebørn under uddannelse


200 unge vil i september 2020 kunne flytte ind i TJM Byen i København i ny, rå, spændende og bæredygtig containerarkitektur: TJM Byen.

TJM Byen opføres af Interesseforeningen. I TJM Byen venter en fuldt udstyret 30m2 lejlighed med eget bad og køkken. Huslejen vil lande under 5.000 kr./mdr. Samarbejdsaftalen mellem Interesseforeningen og Container Living er underskrevet i dag onsdag.

De 200 boliger er første etape. Visionen er at ende ud i 2.000 nye billige ungdomsboliger i hele Danmark.

- Interesseforeningen vil gerne investere i unge menneskers fremtid. Med dette projekt sikrer vi, at flere unge kan få en god start på voksenlivet. Der er en kolossal mangel på boliger til unge. Boliger som almindelige mennesker kan betale. Jeg er overbevist om, at TJM Byen bliver et projekt som mange vil få glæde af i de kommende år. Dermed er TJM Byen et projekt helt i Interesseforeningen og TJM Forsikrings ånd, siger Henrik Horup, der er formand for Interesseforeningen.

Boligerne bliver leveret og drevet af Container Living:

- Vi glæder os til at levere og drive bæredygtige kvalitetsboliger til unge mennesker i Danmark. Vores containerarkitektur er som skabt til det gode, urbane ungdomsliv. Container Livings koncept sikrer både gode boliger, men også gode fællesskaber og trivsel, siger Brian Gade, der er direktør i Container Living.

Læs mere om boligerne på www.containerliving.dk.

Også på Rådhuset i København er der glæde over de kommende ungdomsboliger:

- Det er en god nyhed for byen, at vi nu får endnu en aktør, som vil bygge ungdomsboliger i København. TJM Byen ser spændende ud, og byen skriger efter flere studieboliger, der er til at betale. Vi har en vision om en blandet by med plads til alle. Derfor glæder jeg mig til at se TJM Byen vokse op, siger Jonas Bjørn Jensen, politisk ordfører for Socialdemokratiet i Københavns Borgerrepræsentation.

Den endelige placering mangler fortsat at falde i hak, men der forhandles p.t. om flere mulige grunde.
Opskrivning til boligerne forventes at begynde i foråret 2020.

FAKTA: Interesseforeningen ejer TJM Forsikring. TJM Forsikring er en selvstændig del af TRYG-familien, som blandt andet har bidraget til projektet med ekspertise. Bag Interesseforeningen står en række faglige organisationer - blandt andet Dansk Metal Tele Øst. TJM Forsikring har siden stiftelsen i 1936 opbygget en formue, som har været investeret passivt. Interesseforeningen har nu besluttet, at der skal investeres aktivt i billige ungdomsboliger, så en del af formuen kan gøre direkte gavn og nytte for foreningens små 150.000 forsikringstagere og deres børn.

Dansk Metal teleafdelingerne råder via interesseforeningen desuden over en rækker attraktive ferielejligheder, som medlemmerne kan leje billigt. Læs mere om det på teleferiehuse.dk  

Læs mere om de attraktive forsikringer hos TJM Forsikring