Den 9. februar 2020

OK20: Forlig på industriens område

CO-industri og Dansk Industri har søndag indgået aftale om nye overenskomster på industriens område. Aftalen er treårig og rækker frem til 1. marts 2023.

Forhandlerne vil præsentere indholdet af de nye overenskomster på et pressemøde i Industriens Hus på Rådhuspladsen søndag den 9. februar kl. 14.00.

Til stede på pressemødet vil være de fire topforhandlere: CO-industris formand, Claus Jensen og CO-industris næstformand, Mads Andersen samt DI’s adm. direktør, Lars Sandahl Sørensen og DI’s viceadm. direktør, Kim Graugaard.

De to overenskomster, der er omfattet af forhandlingerne mellem CO-industri og DI, er Industriens Overenskomst for faglærte og ikke-faglærte samt Industriens Funktionæroverenskomst for tekniske og administrative funktionærer. Disse overenskomster gælder direkte for cirka 6.000 virksomheder og omfatter cirka 230.000 medarbejdere.


Status OK20 for medlemmer hos Dansk Metal Tele Øst
(opdateret den 26. februar 2020)

Ericsson Danmark A/S og Huawei Technologies (Denmark) ApS.
Medlemmer ansat hos Ericsson Danmark A/S og Huawei Technologie (Denmark) Aps. er direkte omfattet af industriforliget fra den 9. februar 2020.

Itadel A/S

Der er tale om en selvstændig virksomhedsoverenskomst og ved OK20 er der særskilte forhandlinger mellem Itadel A/S og Dansk Metal. Dansk Metal og Itadel A/S mødes til forhandling den 11. marts 2020.

TDC A/S
Der er tale om en selvstændig virksomhedsoverenskomst og ved OK20 er der særskilte forhandlinger mellem CO-industri/Dansk Metal og TDC A/S om overenskomstfornyelsen for det tidl. tilpassede overenskomstgrundlag i TDC, som nu om dage betragtes som virksomhedens overenskomstgrundlag. Overenskomstgrundlaget dækker Særaftale I – dvs. for tiden selskaberne TDC A/S, TDC Net A/S og Nuuday A/S.

Der har siden slutningen af januar været sonderende lokale drøftelser mellem TDC og Dansk Metal teleafdelinger og den 20. februar startede de egentlige forhandlinger mellem CO-industri og TDC. Forhandlinger pågår fortsat. 

                                                 ----------------------
Når der foreligger afgørende nyt om forhandlingerne vil Dansk Metal Tele Øst informere nærmere.

                                                 ----------------------